Kl. 10.15:  Jesper Høgenhaven, professor, KU:

"Bibelfortolkning – sprog, virkelighed og billeddannelse hos Luther"

Martin Luthers koncentration om bibelfortolkningen – ofte udtrykt i stikordene ”Skriften alene” – er blevet udlagt på meget forskellig vis: Som en insisteren på bibeltekstens ”bogstavelige mening” og som opdagelsen af sprogets, herunder bibelsprogets fundamentale billedkarakter. Der er ingen tvivl om, at bibelteksten for Luther taler om Guds virkelighed. Den hellige skrift er for Luther den mest virkelighedstro af alle bøger, der ”gør alle andre bøgers visdom til dårskab”. Men hvad betyder det i praksis for fortolkeren? Og hvordan hænger Luthers bibelfortolkning sammen med hans syn på sproget og grammatikken? Med afsæt i nogle centrale, principielle udsagn om bibelen hos Luther vil vi se nærmere på, hvad Luther siger om billedsprog og sprogets metonymi i hans nadverskrift ”Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis” (1528).

kl.12.00: Frokost for egen regning

kl. 13.30: Martin Ravn, ph.d.-stipentidat. KU:

"'Ubi verbum ibi trinitas' Om Luthers trinitariske forståelse af Guds ord"

Ifølge Martin Luther er Guds ord på én gang åbenbaringens medium og genstand. Den i ordet åbenbarede Gud er ikke tavs, ikke den Deus mutus, som Luther mener at finde i aristotelismen. Ifølge Luther er den i ordet åbenbarede Gud derimod en verbatus Deus, som giver sig til kende i og som kommunikation, og åbenbaringsbegivenheden indebærer hos Luther, med A. Beutels formulering, at mennesket ved Guds kommunikative relationalitet føres til dets frelse.

Hævdelsen af ordet som åbenbaringens medium og genstand ses teologihistorisk ikke blot som en kernesag hos Luther, men som en fælles grundpræmis for den reformatoriske teologi som helhed. 
I kontinuitet hermed fremhæves netop Gudsordet som centralt i den (i egen selvforståelse) genopdagelse af den reformatoriske teologi, som finder sted i det tyvende århundrede – for eksempel kaldes dialektisk teologi ofte også ”Guds-ord-teologi”, ”Theologie des Wortes Gottes”.

Sideløbende med den, positive, fokusering på ordet som åbenbaringens medium og genstand som kendetegnende for Luthers teologi, findes en negativ vurdering af treenighedslærens betydning for Luthers teologi.
Sammenlignet med en moderne eller modernistisk teologi som K. Barths, hos hvem treenighedslæren spiller en indiskutabel hovedrolle i gudslærens teologiske hermeneutik, hævdes det ofte, at dette ikke er tilfældet i den lutherske teologi, hvor treenighedslæren er bestemt af eller underlagt frelseslæren. Dette fremhæves af nogle som en mangel i den lutherske teologi, idet man muligvis heri ser en fare en abstraktion af gudsbegrebet. Andre har fremhævet det frelsesøkonomiske udgangspunkt for treenighedslæren hos Luther som noget positivt, idet man heri har set et opgør med det metafysisk-spekulative udgangspunkt for gudslæren, man forbinder med senskolastikken. De, der har argumenteret herfor har ofte fremstillet Luthers forhold til den teologiske tradition som et noget nær totalt brud, og selvom man i Luthers skrifter kan finde omtale af treenighedslæren, så beskrives det blot som noget overleveret, som ikke har en organisk plads i hans gudslære. 
Spørgsmålet er dog, om ikke Luthers forståelse af Guds ord som Guds egen selvåbenbaring implicerer en treenighedsteologisk dimension, og om det Guds ord, som Luther lægger så stor vægt på, ikke er ”forankret” i en immanent, trinitarisk relationalitet? –Og videre: Hvis der kan svares bekræftende på dette spørgsmål, betyder det så ikke, at treenighedslæren og treenighedstænkningen er en integreret del af den teologiske hermeneutik i Luthers gudslære?

Tilmelding senest 30. august til av@teol.ku.dk.

Et mindre deltagergebyr opkræves på dagen til dækning af kaffe m.m.

Dansk Lutherforum ved professor mso Anna Vind, lektor Bo Holm og provst Thomas Reinholdt Rasmussen.